انقلابی که بسر آمد

قصه ای از انقلاب سال 57 به زبان دانمارکی
مهستی یزدی فعال سیاسی زمان انقلاب خاطراتش را به شکل داستان به زبان دانمارکی نوشته است . او شرح می دهد که تنها 15 سال داشت در تظاهرات شهر اصفهان شرکت کرد . خانواده اش از شرکت اش در انقلاب جلوگیری می کردند . پس از انقلاب به دلیل خطر دستگیری ناگزیر شد در سال 1984 زمانی که تنها 20 سال داشت از ایران خارج و بعنوان پناهنده سیاسی وارد دانمارک شود. زبان سخت دانمارکی را بسرعت فرا گرفت .بسیار وابسته مادرش بود که با تامس آشناشد، آزدواج در پی عشقی رمانتیک...

 مهستی خیلی سریع وارد دانشگاه و جامعه علمی دانمارک شد و  فوق لیسانس ارتباطات  از دانشکده روسکیله و دیپلم شرق شناسی از دانشگاه اودنسه دانمارک  را دریافت کرد.

تلاش مهستی برای دریافت دکترای ایرانشناسی البته نا کام ماند، با این وجود او همچنان  می نویسد.

 اشعار و نوشته هایش همه به زبان دانمارکی است. 

Min hjerteveninde, som jeg var politisk enig med, havde hørt, at der skulle være en stor demonstration i Isfahan, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende i samlet flok skulle marchere mod styret. Vi var 15 år og gik i 1.g. da den iranske revolution brød ud i 1978. Vi aftalte at mødes dagen efter på skolen for at tilslutte os demonstrationen. Vores gymnasium var et rent pigegymnasium. Der lå to andre gymnasier på Hasht Behesht Pladsen. Planen var, at alle gymnasieeleverne skulle samles på pladsen med plakater og paroler og derefter via Chahar Bagh gaden sætte kurs mod universitetet.

 

Jeg vil have lov

På hjemvejen tænkte jeg over, hvordan jeg skulle få lov til at deltage i demonstrationen. Kun min mor var hjemme. Jeg begyndte at fortælle om arrangementet. Hun var imod. Jeg fortsatte min talestrøm og begyndte at diskutere politik med hende. Om opstandens frihedsidealer og om styrets ondskab. Min mor havde travlt med at lave aftensmad og havde ingen modargumenter. Kun at det var for farligt at deltage. Til sidst sagde hun: " Snak med din far. Jeg har sagt, hvad jeg mener." Og med den udgang vidste jeg, at jeg ikke havde en chance. Min far var meget mere konservativ end min mor, når det kom til spørgsmålet om min sikkerhed.

Da min far kom hjem, spurgte jeg ham om lov. "Nej, du bliver hjemme i morgen," svarede han. Jeg protesterede, sgde, at der ikke ville komme nogen ændringer i vores liv, hvis vi ikke selv gjorde noget. "Vi har ikke fået dig bag en busk, vi vil ikke miste dig, hver dag dør folk af skud på gaden, det er for farligt", sagde han. Jeg svarede, at han selv risikerede at blive kørt over af en bil på gaden, men ikke blev hjemme af den grund". "Nu stopper du. Ikke mere diskussion. Du går ingen steder i morgen," afbrød han diskussionen. Jeg gik ind på mit værelse. Sur. Da jeg kom ind i stuen, hørte jeg min far sige til min mor, at hun skulle låse døren til trappeopgangen, når han var taget på arbejde.

Min mor havde lige født min lillebror med kejsersnit. Hun var svag og kunne ikke løfte tunge ting, så da skraldemanden ringede på for at hente skrald om morgenen, bad min mor mig om at gå ned med skraldespanden. Hun tog nøglen fra sin taske og lukkede mig ud. I al hast og begejstring tog jeg min fars sko på, som var de nærmeste, tømte spanden foran skraldemanden og løb min vej. Skraldemanden råbte forvirret: "Hvor løber du hen frøken? Hvor løber du hen?" Jeg kiggede ikke tilbage men løb af alle kræfter. Jeg tog en genvej, og i løbet af et kvarter var jeg på skolen.

 

Reddet af mor

Skolegården var som forvandlet til et skrig, der kunne nå guderne. Det var som om træerne, væggene og bænkene deltog i demonstrationen. Næsten alle 1500 elever var samlet i skolegården. Et syn jeg aldrig glemmer. Jeg kiggede efter min veninde, Zahra, men kunne ikke finde hende. Pludselig mærkede jeg en kold hånd gribe om min arm. Jeg kiggede op. Det var min mor. Hun var ligbleg. Hendes øjne var blanke, og hun trak vejret hurtigt. Jeg overvejede at vride mig fri. Jeg var fysisk stærkere end hende. Men da jeg så hendes ansigt og hendes rystende krop, overgav jeg mig. "Kom," sagde hun bestemt. Og jeg gik med. Vi tog en taxa tilbage, for hun kunne ikke gå mere. Hun havde løbet hele vejen til skolen.

Samme eftermiddag blev der erklæret undtagelsestilstand i Isfahan. BBC og andre udenlandske radiostationer meldte om mange dræbte. Der var tanks og soldater på Hasht Behesht Pladsen for at sprede eleverne, og mange gymnasieelever var blevet dræbt. Isfahan var den første by i Iran, der kom i militær undtagelsestilstand under revolutionen. Havde det ikke været for min mor, var jeg måske blevet dræbt den dag. Umiddelbart efter meldte jeg mig ind i det iranske kommunistiske parti. De næste fem år var jeg politisk aktiv, og på et tidspunkt fik styret øje på mig. Inden da bestod jeg den faglige optagelsesprøve til ingeniørstudiet, men jeg nåede ikke at tage den anden, der skulle kontrollere, om jeg var en god muslim. Politiet var efter mig, og jeg blev nødt til at gå under jorden.

 

Alene i Danmark

I 1984 kom jeg alene til Danmark som politisk flygtning, tyve år gammel. Ret hurtigt lærte jeg at tale dansk. I Iran var jeg meget tæt knyttet til min mor, som kun var 17 år ældre end mig. Jeg var meget afhængig af hendes anerkendelse og kærlighed. Hun fortalte mig om sine følelser og drømme. Jeg savnede hende så meget, at hjertet gjorde ondt, når jeg trak vejret. Det blev Thomas, der åbnede døren til mit hjerte og til Danmark. Det begyndte den aften, jeg havde glemt min nøgle til mit værelse på kollegiet. Viceværten var ikke hjemme, men det var Thomas til gengæld.

En sommeraften gik vi hånd i hånd og luften var lun. Da vi kom forbi broen mellem Lyngby sø og Bagsværd sø, hørte vi en nattergal synge. Det var fantastisk. Thomas sagde: "Den synger godt." "Der er to," sagde jeg. "Nej, der er kun en," insisterede han. Jeg syntes nu, det var mere romantisk, hvis der var to, men jo mere jeg lyttede til den syngende melodi, jo mere blev jeg overbevidst om, at der kun var en. Vi gik mod Sofieholm. Parken, der grænser ned til Bagsværd sø, lå for vore fødder. Det var mørkt, og jeg kunne høre hans vejrtrækning, da jeg tilstod "Jeg kan ikke bande, men vil gerne. Det er nemmere at bande på et andet sprog, sige noget frækt". Han tøvede et øjeblik og sagde til sidst: "Skråt op." "Skråt op", gentog jeg. Jeg vidste ikke, hvad det betød, og Thomas var ikke villig til at forklare mig det. Han sagde bare, at det var meget frækt. Så vendte han ansigtet mod mig og bad mig om at sige noget frækt på persisk. Jeg vidste godt, hvad jeg havde lyst til at sige, men kunne ikke få ordene frem. Jeg grinede og sagde, at det kunne jeg ikke. Jeg forsøgte igen, men det var helt umuligt for mig at sige de frække ord.

 

At bande på et andet sprog

"Jeg kan ikke", gentog jeg, "men jeg vil godt fortælle dig en historie". Jeg omfavnede ham og sagde, at han bare skulle høre efter, for så ville han kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne sige de ord. Jeg begyndte med at fortælle om dengang, jeg som 17-årig boede i et hus sammen med min familie, bestående af mine forældre, min søster, som var 11 år, og min bror der kun var 1 år. I kølvandet på revolutionen i 1978 var der rationeringer på alt. Mine forældre, der syntes, at min yngste bror skulle have et æg om dagen, havde købt høns, for på den måde behøvede vi ikke at mangle æg. Det var forår, og jeg læste til eksamen. På grund af varmen begynder eksaminerne allerede i maj måned i Iran. Jeg var i haven for at lære noget udenad. Jeg gik frem og tilbage og gentog biologifraser for mig selv. Pludselig så jeg hanen løbe efter hønsene for til sidst at hoppe op på en af dem. Jeg blev vred på hanen, der drillede hønen. Derfor hentede jeg en kost og løb efter den. Jeg vidste ikke, at de var i gang med at parre sig. Ja, jeg vidste ikke engang, hvad en parring var.

Om eftermiddagen fortalte jeg mine forældre om episoden og forlangte, at hanen skulle slagtes, fordi den generede hønsene. Min forældre lyttede til mig, men kommenterede ikke mit ønske. Vi snakkede ikke mere om det, men hver gang jeg var i haven og så hanen i aktion, stod jeg med en kost parat til at jage den væk, så hønsene fik fred. Det var først i Danmark, da jeg var på besøg hos min veninde, det gik op for mig, hvad det var, der var foregået i vores have. I min venindes gang så vi to katte parre sig. Da jeg begyndte at jage hankatten væk, stoppede min veninde mig. "Hvad laver du? De er ved at parre sig." "Parre sig", spurgte jeg forundret. "Ja, det er meget almindeligt på den tid af året. Hvad ved du egentlig?" 

Thomas havde lyttet uden at afbryde mig, så kyssede han mig og sagde: " Du behøver ikke at bande. Det har du ikke ord for." Jeg sagde ingenting, men helt ret havde han nu ikke, for jeg kendte godt ordene. Jeg havde læst dem i romanerne, men jeg havde aldrig brugt dem i hele mit liv. "For helvede" sagde jeg så, "danskerne bruger ordet for helvede hele tiden".

Nu har jeg boet længere tid i Danmark end i Iran. Halvt europærer, halvt iraner. Mit halve liv har jeg gennemlevet, men jeg har oplevelser nok for et helt liv allerede.

 

امتیازدهی به مقاله: 

منبع: 

امیل رسیده

برگرفته از: 

http://kvinfo.dk/webmagasinet/der-kom-en-revolution-i-vejen

بخش: 

انتشار از: 

افزودن نظر جدید

لطفا نظر خودتان را فقط یک بار بفرستید. کامنتهای تکراری بطور اتوماتیک حذف می شوند و امکان انتشار آنها وجود ندارد.

CAPTCHA
حروف را با خط فارسی و بدون فاصله وارد کنید.
CAPTCHA ی تصویری
کاراکترهای نمایش داده شده در تصویر را بدون فاصله وارد کنید.